menu close menu

Artikler

Da tidsskriftet Custos desværre måtte lukke pr. 1. januar 2025, prøver vi her på siden at samle nye artikler.
Har du en artikel du ønsker publiceret, så send en mail til: formand@tidligmusik.dk 

Traditionsrig sommerskole i Tjekkiet, af Benjamin Magnus Madsen, amatørmusiker

Benjamin Magnus Madsen

De største oplevelser kræver til tider, at man tager chancen. Det gjorde jeg på den 38. internationale sommerskole for tidlig musik i den tjekkiske landsby Valtice, som efter hjemkomsten til Danmark stadig står som et musikalsk paradis i min opfattelse. Jeg oplevede engagerede musikere i alle aldre og fyldte sale til koncerter med tidlig musik. Jeg fik da nævnt, at vitterligt alle aldre er repræsenteret? Børnenes optræden med orkester og scenekunst var sandelig bedårende. 

Budskabet om Valtice er værd at sprede, for kombinationen af kærlighed til tidlig musik med et hjertevarmt fællesskab, der har udviklet sig over årtier, er unik. Da jeg ikke stødte ind i andre danskere nede i vinkældrene, vil jeg her give et indblik i den fejring, der finder sted i Valtice hvert år i starten af juli – og forhåbentlig hjælpe til at forklare de praktiske detaljer, vi ikke kan orientere os så detaljeret omkring under de nordlige himmelstrøg.

Dejligt niveau i afslappede rammer

Først et overblik: Hvad går sommerskolen i Valtice ud på? Man kan se programmet som en festival, der trækker ca. 350 gæster, deltagere, undervisere og udøvende musikere til en by med godt 3.500 indbyggere. De fleste kommer for at få undervisning om formiddagen i blokfløjte, orgel, lut, dans, skuespil, korsang eller andet fra et meget robust udbud over hele den tidlige musik. Men nogle kommer også udelukkende på grund af koncerterne, som finder sted næsten hver aften, eller for at se efter de mindste. Om eftermiddagen bliver der øvet i forskellige ensembler, spillet spontan kammermusik og besøgt caféer på det hyggelige torv.

Jeg var selv blevet opmærksom på sommerskolen, fordi en stjerne på min egen himmel, barokoboisten Nele Vertommen fra Belgien, havde blinket til mig om obokurset. Muligheden for at arbejde med frasering og ornamenter i samme rum var ikke til at gå glip af, og hun har også hjulpet mig med at opdage nye musikalske detaljer. Men sommerskolen overraskede alligevel med hele det sociale miljø rundt om musikken. Selvom niveauet er engageret og til tider rigtig højt, er der etableret en kultur, hvor professionelle, studerende og amatører mødes i øjenhøjde. De afsluttende koncerter tillod både skønhed og lyst, ambitionen er altså vel afstemt med spilleglæden.

Mange deltagere kan begynde deres egen historie om Valtice årtier tilbage, og en dedikeret kerne har organiseret uformelle cirkel- og pardanse siden 90’erne, som strækker sig langt ud på natten og stadig er et højdepunkt at deltage i. Jeg hørte flere gange, hvordan folk sætter pris på, at sommerskolen aldrig føles som en konkurrence. Ud fra min egen erfaring kan jeg bekræfte, at Valtice handler om at dele interessen og nyde sommerdagene, som hver byder på noget uventet på trods af et indholdsrigt program.

Hvis man er interesseret i en barok sommerskole med en mere professionel profil, har jeg i øvrigt hørt godt om tilbuddet i den nærliggende by Holešov.

En vellykket opskrift

Ligesom byens lokale vinbønder har udviklet velsmagende vine, råder sommerskolen i Valtice over en opskrift, som virker stærkt vanedannende. Mæhren-regionen i det sydlige Tjekkiet er da også varmere end Marielyst, hvis man er til den slags.

En anden attraktion ved Valtice er den barokke arkitektur. Bymidten er præget af et slot, som Liechtenstein-familien (Habsburg-dynastiet) efterlod til UNESCO-verdensarvslisten, og som sammen med kirken danner ramme om de store arrangementer. Besøger man nabobyen Lednice, kan man spadsere i det charmerende haveanlæg med et neogotisk slot i baggrunden.

Meget taler altså for at tage til Valtice, hvis man ønsker at komme på ferie i Europa og samtidig opleve tidlig musik eller omvendt. Dog er der nogle praktikaliteter at tage højde for i forbindelse med turen.

 

Sådan kan turen planlægges

Ét er tilmeldingen, som åbnes på en dato i foråret, der bliver bekendtgjort i forvejen. Hvis man vil deltage i et helt bestemt kursus, bør man sidde klar på slaget, da sommerskolen er vældigt populær.

Noget andet er mulighederne for overnatning. Sommerskolen råder over værelser á tre personer på byens vinskole, men ikke nok til alle interesserede (de gives først til undervisere og medlemmer af den tjekkiske forening). Til de friske er der sovepladser i en gymnastiksal, men ellers finder deltagerne deres egen overnatning. Hen mod sommeren kan en del værelser og hoteller allerede være udsolgt, så her hjælper planlægning ligeledes. Rejser man med bil, er der yderligere muligheder i Břeclav og Lednice.

Appetitten kan håndteres i kantinen morgen, middag og aften, og dét tilbud anbefaler jeg på grund den meget lave pris såvel som samtalerne. De fleste skifter gerne fra tjekkisk til engelsk eller tysk, når man slutter sig til bordet. Selvom tjekkisk er hovedsproget, er sommerskolen international, og organisatorerne sørger for engelske oversættelser af kommunikationen.

Jeg skriver om det praktiske, fordi jeg selv rejste til Tjekkiet med ubesvarede spørgsmål. Nogle informationer skal man stykke sammen fra forskellige hjørner af hjemmesiden. Som jeg gav personalet ret i på den sidste dag af sommerskolen, giver det organisatoriske sig dog ret hurtigt, når man først er tjekket ind på stedet. Så man skal nok bare gribe chancen.

Den næste ISSEM Valtice finder sted i 2027 fra den 3. til den 11. juli 2027 og vil blive beskrevet på hjemmesiden: https://www.early-music.cz/en/about-issem/current-year/. Indtryk findes også på Facebook-siden MLŠSH Valtice.

De fleste kurser er organiseret på små hold, hvor alle får enelektioner med underviseren efter et mesterklasse-princip.

John Dowland – 400 år efter hans død, af Klavs Skovsholm

Uddrag fra artiklen

Læs hele artikel: Dowland-artikel


Omkring musikinstrumentfundene fra HMS St. George
, af Mogens Friis 

Uddrag fra artiklen

Læs hele artikel: Omkring musikinstrumentfundene fra fuldriggeren HMS St. George

 

 

Med Hackebred, Tromper oc gier at Klinge, af Mogens Friis 

Uddrag fra artiklen

Læs hele artikel: Med Hackebred, Tromper oc gier at klinge

 

 

Joachim Andersen og Böhm-fløjten, af Mogens Friis 

Uddrag fra artiklen

Læs hele artikel:Joachim Andersen og Böhm-fløjten